Jeg har efterhånden set en del klubhuse indefra, og de ligner hinanden på tværs af sportsgrene: et køkken fra dengang en sodavand kostede fem kroner, et gulv der har givet op, lysstofrør der blinker i utakt, og en opslagstavle med sedler fra 2019. Når bestyrelsen endelig får samlet mod og penge til at gøre noget ved det, er spørgsmålene altid de samme. Hvad koster det egentlig? Og hvor kan vi selv tage fat?

Svaret afhænger naturligvis af kvadratmeter og ambitioner, men prisniveauerne er mere forudsigelige, end de fleste tror. Her er min gennemgang af de fire projekter, jeg oftest bliver spurgt om, med de tal jeg selv ville regne med, og en ærlig melding om, hvor frivillig arbejdskraft rykker noget, og hvor den ikke gør.

Køkkenet: budgettets sorte hul

Lad os tage det dyre først. Et nyt klubkøkken i standardelementer, altså samme slags som du ville sætte op i et sommerhus, lander typisk mellem 30.000 og 70.000 kroner med hårde hvidevarer, hvis I selv monterer. Det lyder overkommeligt, og det er det også, lige indtil nogen siger ordet ventilation. Skal køkkenet bruges til rigtig madlavning ved stævner og fester, kan krav om ordentlig emhætte, stålborde og rengøringsvenlige overflader hurtigt fordoble prisen.

Min erfaring er, at frivillige sagtens kan rive det gamle køkken ned, spartle, male og samle de nye elementer. Det er timer, ikke ekspertise, og det kan skære en tredjedel af totalen. Men el og vvs skal I holde fingrene fra. Faste installationer kræver autoriserede håndværkere, og et klubhus med børn og gæster hver uge er ikke stedet at eksperimentere. Sæt 10.000 til 20.000 kroner af til den del, og glæd jer, hvis regningen bliver mindre.

Gulvet: husk at regne bortskaffelsen med

Gulve er der, hvor foreninger oftest regner forkert. Ikke på materialerne, men på alt det udenom. En robust vinyl eller linoleum til fællesrummet ligger groft sagt på 300 til 600 kroner pr. kvadratmeter, når en gulvmand lægger den. Vælger I klikvinyl og lægger selv, kan I komme ned omkring det halve i rene materialer. Og gemmer der sig et gammelt trægulv under slitagen, er afslibning og olie tit den bedste forretning af dem alle: slibemaskinen kan lejes for et par hundrede kroner om dagen, og rummet føles bagefter som nyt.

Det, folk glemmer, er affaldet. Et opbrudt gulv fylder forbavsende meget i en trailer, og indeholder det lim eller belægninger fra 70’erne, skal det måske afleveres som særligt affald. Ring til genbrugspladsen, før I river noget op, ikke bagefter. Og læg en ekstra weekend oveni tidsplanen. Frivillige gulvprojekter bliver aldrig færdige søndag klokken 16.

Lys: den billigste forbedring med størst effekt

Er kassen tom, så start her. Udskiftning af trætte lysstofrør til LED forvandler et klubhus for relativt få penge, og besparelsen kan ses på elregningen fra første måned. Paneler koster fra et par hundrede kroner stykket, og i omklædningsrum og gange er bevægelsessensorer en lille udgift, der tjener sig hjem, fordi lyset ikke længere brænder til midnat, når sidste hold er gået.

Autorisationsreglerne gælder stadig: nye faste installationer er elektrikerens bord. Men mange LED-rør og paneler kan i dag sættes i de eksisterende armaturer, og selve indkøbet kan klubben selv stå for. Bed elektrikeren om en samlet pris på hele huset i stedet for at tage det rum for rum. Kørsel og opstart koster det samme, uanset om der skiftes fem armaturer eller femogtyve.

Skærmen ved indgangen: lille projekt, stor signalværdi

Det nyeste punkt på ønskesedlen i mange klubhuse er en skærm ved indgangen, der viser træningstider, arrangementer og en velkomst til nye medlemmer i stedet for den overfyldte opslagstavle. Rent byggeteknisk er det det mindste af de fire projekter: et solidt vægbeslag, en stikkontakt i nærheden og eventuelt en elektriker, hvis der skal trækkes strøm et nyt sted.

Til gengæld bliver økonomien tit misforstået i begge retninger. Nogle tror, den koster som et fjernsyn derhjemme, andre frygter et abonnement, der æder kontingentkronerne. Sandheden afhænger især af, om skærmen bare skal vise et fast billede, eller om indholdet skal opdatere sig selv fra foreningens medlemssystem, så ingen frivillig skal huske at rette holdtider manuelt. Inden I beslutter noget, så kig på det reelle prisbillede for en infoskærm, hvor hardware, software og drift er skilt ad, så I ved, hvad I sammenligner.

Ét håndværkerråd oven i hatten: køb ikke den billigste skærm fra tilbudsavisen. Et klubhus har skærmen tændt mange timer om ugen, og et panel bygget til opgaven holder markant længere end det, der er bygget til lørdagsfilm i sofaen.

Fonde og puljer: sådan får I dækket resten

Og nu til den gode nyhed: I skal sjældent betale det hele selv. De fleste kommuner har anlægs- eller lokalepuljer, der dækker en pæn del af netop den her slags projekter, og flere landsdækkende fonde støtter renovering af klubhuse, især når ansøgningen handler om energiforbedring, tilgængelighed eller bedre rammer for børn og unge. LED-belysning og efterisolering er nærmest skabt til de ansøgninger.

De digitale projekter kan også søges. Der findes fonde der giver tilskud til skærme og andet udstyr, der løfter kommunikationen i foreningen, og en velskrevet ansøgning på en enkelt side kan hente en stor del af beløbet hjem. Min tommelfingerregel er en aften på kommunens hjemmeside og en aften i fondsdatabaserne, før nogen overhovedet nævner ordet kontingentstigning.

Én ting mere, som mange overser: fonde vil se medfinansiering og frivillige timer. Skriv jeres eget arbejde ind i budgettet med en timepris. Det viser, at klubben selv har hånden på kogepladen, og det vejer tungt hos dem, der deler pengene ud.

Skal jeg koge det hele ned, lyder rækkefølgen sådan her: tag lyset først, fordi det er billigt og synligt. Tag gulvet, når I har en hel weekend og en tom kalender. Spar op til køkkenet, og søg fondene, før I går i gang, ikke efter. Klubhuse bliver nemlig ikke renoveret af store armbevægelser, men af én pose penge og ét projekt ad gangen.